Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo Horslunde Landsbyordning
Mobil menu

Nyhedsbrev december 2020

Nyhedsbrev december 2020

Kære alle

Så står julen for døren, som den har gjort, længe før både du og jeg blev født. Vi kan vel sige, det en slags tradition. Modsætningen til tradition er modernitet, og modernitet er præget af omvæltninger. Nogle siger, der kommer en ny generation hvert 10. år, og en del af de elever, der er startet i skole her i Horslunde i år, får et arbejde, når de er igennem uddannelsessystemet, der endnu ikke er opfundet! En smule skræmmende. Modernitet er godt, men vi må ikke glemme traditionerne. Jeg tror på, at modernitet og traditioner kan være med til at supplere hinanden. 

Rigtig mange af os kender juleevangeliet. Når det bliver læst højt i kirken juleaften, er det kapitel 2 i Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, præsten citerer, men det betyder ikke, at Lukas er den eneste evangelist, der har beskrevet Jesu fødsel. Mattæus har også beskrevet fødslen i kapitel 1 og 2. 

Traditioner kan være forskellige alt efter, hvem vi spørger. Når jeg tænker tilbage på min barndom, kan jeg huske, at mandelgaven hvert år var en marcipangris. Det var en tradition. Ligesom dansen om juletræet efterfølgende var det. Fjernsynet var også en del af traditionen. Det, at alle børnene sidder sammen foran fjernsynet, imens forældrene vimser rundt og gør klar til juleaften. Det var også en tradition hjemme hos os. Vi så Disneys Juleshow. En fast tradition som DR har sendt siden 1966. Dengang holdt DR sendepause mellem 17:30 og 20:00, imens julemaden blev fortæret, og så fulgte en aften hvor alt handlede om jul. 

Måske er det præcis, når omvæltningerne rammer os, at vi skal søge mod traditionerne. Måske er det i år, vi alle skal sidde og se Disneys Juleshow sammen omkring fjernsynet både børn og voksne. Måske er det i år, vi skal læse op fra Peters Jul? Måske er det i år, vi skal i kirke? Måske er det i år, vi skal hente juletræ sammen? Måske? Ja måske. Jeg ved i hvert fald, at denne Covid-tid har givet en masse omvæltninger, der gør, at jeg vil tænke lidt mere over de traditioner, der igennem tiden har betydet noget for mig, men som måske er røget ned bagerst i skuffen grundet alt muligt andet. Måske er det præcis i denne tid, de skal findes frem, støves af og tages i brug.

Covid-tiden – Status

Smittetallene bevæger sig lidt op og lidt ned, men Lolland Kommune ligger fortsat blandt de mindst ramte kommuner i landet. Vi oplever dog fortsat skoler, der må lukke årgange ned. Her i sidste omgang var det Borgerskolen i Maribo. Det kan også ske for os. Derfor skal vi fortsat være opmærksomme og passe på hinanden. Jeg vil gerne igen rose både forældre, elever og medarbejdere her på Horslunde Landsbyordning. Det, jeg ser, når jeg går rundt, er, at alle gør en indsats for at passe på alle.
Når jeg sender mine tanker videre i forhold til fællesskab og Bennys bukser fra sidste Covid-info besked, kommer jeg til at tænke på Benny Andersens digt ”Udsigt i kikkert”, hvor sidste vers lyder sådan her: 

Jeg sænker min kikkert og ser
at alle de adskilte dele
hænger sammen som et hele
der kan blive til endnu mer.
Jeg synger, mens solkuglen bunder.
gid jorden aldrig går under!

Alle de adskilte dele udgør et hele, som med Bennys bukser fra sidste uge. Det er, når vi sænker vores individuelle kikkert, vi opdager, at står vi sammen, er vi stærkere. Det gør vi her i Horslunde!

Juleklippeklistredag 1. december 

I min indledning rundede jeg traditioner som en modsætning til modernitet. En af traditionerne her i Horslunde er juleklippeklistredag den 1. december, og den holder vi selvfølgelig fast i. Ikke nok med vi holder fast i den, vi inviterer også udeskolen og autismetilbuddet velkommen til Horslunde ved at byde dem indenfor til juleklippeklistredag. Vi har indkøbt en masse julepapir, karton, glanspapir, limstifter osv., og så har vi bestilt ca. 750 æbleskiver, flere spande med syltetøj, flormelis og mange liter kakao. Vi satser på at få en fantastisk dag i traditionernes tegn og med en kreativt udført julepynt som synligt resultat.

Motorik i børnehaven

I vores børnehave har vi to kollegaer, der har været på motorikuddannelse. Vi har indkøbt massagebolde, massagemadrasser, motorikmåtter etc. for, at de kan bruge deres ny indhentede viden til glæde for alle vores fantastiske børn. Vi vil fremadrettet have større mulighed for at understøtte børnenes balance ved forskellige aktiviteter: rotere i gynge, hængekøje, æggestol, slå kolbøtter etc. Børnene tilbydes fodbad og pædagogisk massage for at styrke taktilsansen. Alt foregår i små grupper. I et samvær med nærvær.
 

Horslunde Landsbyordning dreng i børnehaven gynger indenfor i sansegynge

Luciaoptog 11. december 

En tradition er også vores Luciaoptog. I år er det eleverne fra 4., 5., 6. og 7. klasse, der skal gå optog. Det er elever, der selv har meldt sig til at gå Lucia og de øver sig mandag morgen i de to første lektioner. Selvfølgelig er de iført visir, og der tages selvfølgelig alle tænkelige forholdsregler, men traditionen holdes i hævd, og vi glæder os.

Syngespirerne

Hele omdrejningspunktet omkring syngespirene har været, at sangene leges ind med bevægelser og fantasi. Der arbejdes koncentreret i ½ time også med fokusering og træningen af evne til at lytte til hinanden. Projektet blev ramt hårdt og brutalt her i foråret af Covid-19, der bevirkede, at skoleåret 2019/2020 ikke kunne gøres færdig med syngespirerne. Heldigvis holdt korleder Mette Staalgaard Nielsen fast, og de sidste gange blev færdiggjort i indeværende skoleår og mundede ud i en prøvekoncert i Sank Nicolai Kirke. Klik her for at se videoen på Youtube

Koncert i indskolingen

Vi havde mandag den 23. november besøg af Frans Bak, der er prisvindende filmkomponist, og han havde taget sin søn, Rune Bak, med. De sang forskellige sange. De sang blandt andet om Vranten-Elefanten, hvor moralen i sangen var, at man kan lære meget af en mus, selvom man er en kæmpestor elefant – lidt høflighed, for eksempel. ”Du skal bare sige be’ om”, som musen siger… Det var en god, glad og legende optræden, der ramte ind hos både børn og voksne.
 

Horslunde Landsbyordning koncert i indskolingen

Projektopgave 9. årgang

I uge 49 arbejder vores 9. klasser med deres projektopgave. Opgaven går på tværs af skolens fag og emner. De skal arbejde med deres opgave hele ugen og fremlægge mandag den 7. december. Det bliver spændende at følge og personligt glæder jeg mig til at se, hvad vores elever kommer frem til.

Tur til billedfabrikken den 2. december

Vores førskole skal på tur til billedfabrikken som en del af Lolland Kommunes Dannelsesrygsæk. Vores børn skal arbejde med forskellige kunstmaterialer ud fra temaet ”På vej i skole”. Billedfabrikken ligger i Nykøbing. Den rummer alt, hvad hjertet kan begære af staffelier, maling, kridt og ikke mindst mulighed for fordybelse. Vi ved, det bliver et hit hos vores børn, og vi tror på, at de nysgerrigt vil eksperimentere både med maling og vandfarver.

Ny hjemmeside

Folkeskolerne i Lolland Kommune har fået deres egen hjemmeside, og det har Horslunde Landsbyordning selvfølgelig også. På hjemmesiden kan du få et indblik i vores fokusområde, og hvilke muligheder der er for samarbejde i Horslunde, ligesom du kan se nyhedsbreve, referater fra vores bestyrelse etc. Du kan se vores hjemmeside her: https://horslundelandsbyordning.aula.dk/

Jeg ønsker den bedste december måned til alle. En december måned hvor vi måske skal begrænse os, slukke mobilen og huske traditionerne.
Lad os alle passe godt på os selv og hinanden.

De bedste hilsner 

Vikki Jensen 
Landsbyordningsleder