Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo Horslunde Landsbyordning
Mobil menu

2021-01-29 Covid-tids info

Covid-tids info uge 5

Kære alle

I forhold til nedlukning, restriktioner og genåbning kunne vi i går høre vores statsminister forlænge de nuværende restriktioner til den 28. februar. Hun lod dog en dør stå på klem i forhold til at lade 0.-4. klasserne komme i skole tidligere. Denne udmelding vil komme i starten af næste uge.

I indskolingen er alle med jævne mellemrum på Teams, og jeg tænker, det har været et glædeligt gensyn både for børn og voksne. De justerede skemaer fra 4.-7. klasse har givet noget luft, så eleverne ikke skal sidde og modtage undervisning bag skærmen i 6 timer om dagen.

Vores fællessangs arrangement torsdag klokken 12:00 på teams var rigtig godt besøgt. Det var dejligt at se jer alle sammen, det gjorde mig godt, og det gjorde mig glad. Tak for det. Vi sang Snemand Frost og Frøken Tø, Jeg ved en lærke-rede og sluttede af med Livstræet. Jeg glæder mig allerede til at være med til en ny omgang fællessang på torsdag klokken 12:00, hvor jeg håber at se jer alle igen.

På mandags-, tirsdags- og onsdagsholdet for 4./5. klasse har der både være yoga og højtlæsning. Holdet for 6./7. klasse har fået læst Arthur Bruhn og superkræfterne højt, og så var der en lille konkurrence med 10 spørgsmål og mulighed for at vinde en pizza. Der var 5 elever, der havde svaret rigtigt på alle spørgsmål, og vinderen blev fundet ved lodtrækning.

Byggeriet af vores nye faglokaler påbegyndes i uge 5. Byggeriet er efter planen færdig i uge 10. Der skal bl.a. bygges en glasvæg, der lukker Lilletorv inde, så vi får tre separate lokaler, og så skal der etableres et udsugningsanlæg.

På skolen arbejder vi på at gøre lokalerne klar, så skolen kan stå knivskarp, når vi åbner op igen. Der er kommet nye møbler til mellemtrin/udskoling. Dem har vi sat op, og det har virkelig pyntet.

Horslunde Landsbyordning Nye klassemøbler

 

Biblioteket har vi tømt for bøger. Ca. 200 flyttekasser blev fyldt op og kørt i boden. Vi glæder os til, de nye møbler bliver leveret i uge 10. Så kan vi begynde at indrette Landsbyordningens mest fantastiske lokale.

Horslunde Landsbyordning indretning af nyt bibliotek

Som jeg skrev i sidste infobrev: Hvis I på en eller anden måde føler jer pressede i forhold til at få skole, hjem og arbejde til at gå op i en højere enhed, så kontakt os. Sammen finder vi en løsning, der passer bedst til jeres familie. Vi er sammen om det her.

Pas på jer selv og hinanden.

De bedste hilsner

Vikki Jensen

Landsbyordningsleder