Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo Horslunde Landsbyordning
Mobil menu

Nyhedsbrev marts 2021

Kære alle

Vi havde alle håbet lige til det sidste, men genåbningen her 1. marts blev desværre noget mindre, end vi håbede og troede på. Jeg ville meget gerne have budt jer alle, hver og en, velkommen tilbage i skole, men vi må vente, håbe og tro på det bedste.

I vores børnehave har alle i den sidste tid haft glæde af det kolde vejr, hvilket har givet mulighed for at lave forskellige forsøg. Vi har f.eks. frosset plastik-dyr ned i poser fyldt med vand, så børnene bagefter kunne hakke dyrene fri af isen, næsten som var vi en del af filmen Ice Age. Vi har ligeledes fyldt balloner med vand og frugtfarve, lagt dem ud i frostvejret, hvorefter vi kunne pynte de flotteste isskulpturer ved indgangen til vores børnehave. Børnene har også eksperimenteret med sæbebobler. De skulle pustes ud af sammenrullede plastiklommer, hvor den ene ende var beklædt med gazebind.

Horslunde Landsbyordning børn laver iskunstHorslunde Landsbyordning børn blæser sæbebobler

Madordningen i børnehaven er kommet godt i gang. Børnene er blevet ”madmodige” og spørger dagligt, hvad dagens menu består af. Nogle mener, at broccoli smager af agurk, ligesom en dreng opdagede, at karrysild på leverpostej smagte himmelsk. Der bliver talt over bordet om maden, hvad betyder ”bestik”? Og om nogle spiser med kniv og gaffel derhjemme. Alle får prøvet noget nyt, og selvom man måske ikke spiser rugbrød hjemme, så smager rugbrød med kerner faktisk lækkert.

Horslunde Landsbyordning madordning i børnehaven Horslunde Landsbyordning dreng spiser leverpostej med karrysild

Den 23. februar blev en aftale om trivsel og faglighed indgået af alle Folketingets partier. Den gør det muligt at etablere faste trivselsgrupper med op til fire elever og en lærer, underviser eller pædagog, der kan mødes udenfor i kort tid. Det bliver ikke det samme som en almindelig skoledag, men det kan være en hjælp. Vi planlægger at gøre brug af denne mulighed og afventer de sidste retningslinjer omkring dette og vender tilbage med nærmere info. Efter planen skulle disse være tilgængelige primo marts

Foråret står på spring, og her den 1. marts fortæller vores kalender os, at foråret er her. Men kalenderen er ikke den eneste af forårets bebudere, der banker på. De små hvide anemoner dækker skovbunden som store hvide tæpper, og sammen med dem vågner citronsommerfuglen op til dåd og tumler sig gennem den lyse skov, hvor vinden og solvarmen har tørret skovbunden, og når vi så hører lærkens uophørlige strøm af trillende, kvidrende motiver, fløjt og hurtige gentagelser, så er foråret her! Når nu vi er ved lærken, vil det måske være på sin plads at nævne Christian Richard, en dansk digter, der i 1868 skrev digtet: Velkommen, lærkelil! Det udtrykker på smukkeste vis, hvad det er, lærken kan vise os. 1. vers lyder:

Velkommen, lærkelil!
Jeg véd ej strengespil,
så sødt og rent og jublende så vide,
som disse tonedrag,
de glade klokkeslag,
der ringer våren ind ved vintertide.

Nu byder vi i første omgang foråret velkommen, og så krydser vi alt, hvad der krydses kan på, at vi får flere elever tilbage allerede den 15. marts.

Ventetiden bruger vi, syntes vi selv, fornuftigt. Vi har tømt biblioteket helt, og lige nu knokler rengøringen med at få vasket det helt ned, så vi er klar til at modtage vores nye møbler i uge 10. Vi har ligeledes bestilt maler til aulaen, hvor det er meningen, der skal være lidt borde og stole, grønne planter mm. Et behageligt miljø, som vi alle har lyst til at være i.

Horslunde Landsbyordning biblioteket er tømt Horslunde Landsbyordning biblioteket er tømt 2

Horslunde Landsbyordning Aula klar til maler

Vi glæder os til at byde resten af vores elever velkommen tilbage i skole.

Pas nu på jer selv og hinanden.

De bedste hilsner

Vikki Jensen

Landsbyordningsleder